Den hårdeste udfordring til dato! Hvorfor? Jo...
..Jeg starter lige fredag! Hele dagen var jeg af sted: til introfest/dag på VIA university college! Velvidne om at jeg ikke skulle drikke ret meget og spise sundt, faldt jeg alligevel halvt i. Lidt for mange genstande og alt usund og dårlig kost blev det til. Plus masser af fysiske "lege", som fodbold med sammentapet ben og sækkeløb!
Alt i alt, en rigtig dårlig forberedelse til lørdagens strabadser!
Lørdag morgen: Jeg havde det skidt og jeg var træt! Jeg havde ingen appetit og jeg havde faktisk lidt kvalme!
Jeg blev hentet ved 8 tiden og skulle sammen med 3 andre fra Skive trailrunners af sted mod Ry, hvor starten skulle gå.
Jeg kunne mærke, at maven ikke var optimal, kroppen var lidt smadret med en øm nakke og diverse blåmærker, men jeg
ville af sted! Selvom sengen, cola og en pose chips nok havde været det mest oplagte valg!
Vi ankom til Ry og der var bare spænding i luften, alle vidste at vi skulle ud på nogle fede spor, men jeg tror ikke at der var nogle, udover de lokale måske, der vidste hvad der ventede os!
Starten gik og allerede efter 1 km. stod det klart: jeg var skidt tilpas! Jeg havde nærmest fra første skridt kvalme! Jeg prøvede at spise noget medbragt slik, som jeg havde i tasken, men det fik jeg det bare værre af. Senere prøvede jeg en gel, men det gjorde det bare endnu værre!! Jeg hang, tempomæssigt, havde vi måske også lagt lidt for hårdt ud, men jeg kunne OK følge med, på de små snævre spor, som der var mange af de første 10 km!
Efter 13 km. nåede vi et af højdepunkterne: Himmelbjerget, vores lille 4 mands gruppe fra Skive holdte en pause på toppen! - Jeg fik det lidt bedre og skød et par turistfotos. HEY, det er jo ikke hver dag, at man besøger Himmelbjerget!
Men straks efter, at vi satte i gang igen kom kvalmen tilbage igen. Jeg måtte drikke små tåre af min væskeblære hele tiden for at dulme kvalmen. Det virkede ok, men føj hvor jeg led, på de stejle skråninger omkring Himmelbjerget.
Jeg havde allermest lyst til at smide håndklædet i ringen og udgå ved første depot, som jeg vidste ville komme efter de 23 km.
Som kilometerne gik, blev det værre og værre. Jeg var et mulehår fra at stikke to fingre i halsen, velvidne om at det nok ville blive det sidste jeg gjorde i det løb!
Men jeg undlod det heldigvis og kom da også igennem de første 23 km. Nu skulle der bare tankes op! - Jeg skulle bare ikke have noget slik (hvilket der var MASSER af), men bare have noget salt. Jeg spiste masser af peanuts og drak også 4 store glas cola før vi igen drog af sted. Indtil da havde gruppen løbet sammen, men et af medlemmer, der havde været syg i ugen op til løbet, valgte, fornuftigt, at trække sig ud af løbet. Så nu var vi kun 3 tilbage! Jeg var SÅ tæt på at følge ham, men med maven fuld at peanuts, var jeg frisk på at give det et forsøg mere!
Hele løbet igennem var der bare stigninger, op, ned op, ned! Konstant! Dette ødelagde fuldstændig rytmen, for da slet ikke at tale om min mave!
Jeg kunne dog mærke, at det var godt at maven fik noget at arbejde med og så længe at jeg drak vand gik det! - Eller rettere: luntede det!
en af de værre ;)
Skive trailrunners på vej op..
Efter disse grumme stigninger faldt tempo for mit vedkomne. De andre to lå hele tiden små 50-100 meter foran mig og jeg kæmpede!
Nu var mit mål bare Silkeborg, hvor ruten ville begynde at gå tilbage til start/mål. Min vejrtrækning blev underlig, og kvalmen kom stærkt tilbage efter 26-27 km. Nu var det slut, jeg kunne ikke mere - eller i hvert fald det sagde min mave, men benene, som egentlig var rigtig friske, og hjernen ville mere! - og jeg kunne jo ikke bare stoppe midt inde i skov, uden at vide hvor jeg skulle gå hen. Så jeg fortsatte!
Vi ramte Silkeborg omkring de 30 km. Nu var der bare 25 tilbage og vi regnede faktisk med at de værste stigninger var bag os! Vi tog fejl!
På det tidspunkt delte vi gruppen op, en anden løber, der havde meget mere overskud end os andre, sendte vi af sted, mens vi
gik igennem Silkeborg. Vi gik ca. 2 km. på dejlig (i know: ad) fladt asfalt, før vi igen ramte skoven og nogle lede stigninger.
Generelt var løbet kommet fuldstændig bag på os, vi havde slet ikke regnet med en så hård rute, og netop det med at vi aldrig kunne finde et ordentligt pace gjorde at vi alle led i går!
På det tidspunkt gik vi op ad alle bakker, selv de helt små på kun nogle meter blev forceret i gang! - HVER GANG!
Ruten var kun delvist markeret med pile og skilte, men langt største delen af ruten skulle man selv finde vej ved hjælp af enten kort eller GPS ur. Problemet for mig var bare, at jeg ikke havde fået ladet mit ur op, så det gik desværre tør for strøm efter kort tid. Så jeg løb sådan set i blinde! Jeg måtte derfor blive hos min makker, der virkelig var kommet i "krampekriseland"!
Vi fulgtes en kort overgang med 7 timers fartholderen, hvor vi også fik løbet en del, men en stigning på ca. 1 km. gjorde at vi måtte slippe ham igen. Ærgerligt, især fordi at jeg havde regnet med en tid på under de 7. Men i det øjeblik var det det helt rigtige at gøre, vi havde bare ikke noget at skyde med, og jeg turde ikke løbe fra min makker, da jeg også godt vidste at mine kræfter nok ikke rakte til en løb de sidste 20 km. sammen med 7 timers gruppen. - Der ellers var en dejlig munter flok!
Kort efter vi havde sluppet 7 timers gruppen ankom vi til noget vildt:
Sindbjerg og Stovbjerg. På det tidspunkt havde vi løbet knap 38 km. Sindbjerg og Stovbjerg er to kæmpe bakker lidt uden for Silkeborg, Sindbjerg er 103 meter og Stovbjerg er 99 meter højt. - Dem skulle vi selvfølgelig op over. Det tog os ca 20 min at komme igennem de små 2 km. der var på og omkring "bjergene"!
Vandvids trapper!
Super fedt sted!
Lækre udsigter.
På det tidspunkt var det egentlig lidt sjovt, vi var fuldstændig flade og vi manglede stadig 16 km! Vi begyndte også at grine af os selv, og om hvor åndsvage vi sikkert så ud. - For det gjorde vi.
Kort tid efter kom dagens sidste store depot og vi fik tanket op.
Vores makker, som vi sendte af sted i Silkeborg var faret vild og ham fulgtes vi med lidt, dvs. indtil vi ramte den første stigning og krampen igen satte ind hos min makker. Vi sendte ham af sted igen, vi så ham ikke igen før målgang.
Kort efter depotet ramte vi igen et skovområde, denne gang med store stigninger OG mudder. Hvilket gjorde at farten blev meget utilregnelig! Vores tempo lå på omkring 9 min pr kilometer og bakkerne blev selvfølgelig stadig brugt på
gakkede gangarter. Men vi kom hele tiden frem ad og som vi sagde, det var det vigtigste! Flere gange måtte vi dog gå forgæves, da vi var løbet forkert. - Noget som gav lidt ekstra højdemeter og ekstra irritation. Noget som jeg dog prøvede at vende til noget positivt, hvilket kunne være lidt svært, men jeg vidste at hvis jeg skulle til at blive gal, ville jeg miste det overskud jeg efterhånden var begyndt at få.
På det tidspunkt var min mave og kvalme nemlig aftaget en del og jeg var den med overskuddet. Jeg valgte dog stadig at blive hos min makker, da jeg stadig ikke kunne finde hjem og vi løb lang tid i en meget stor skov.
Efter nogle flere gode skovture og endnu flere bakker, ankom vi til Laven, hvor vi også løb til testløbet, nu vidste jeg, at det ville blive relativt fladt her fra og da min makker sagde: bare løb. Så løb jeg! Hans kramper var efterhånden blevet så voldsomme, at han ikke kunne løbe ned ad mere. Han fornemmede også, at jeg havde det fint, som man nu kan have det efter små 50 km. i "bjergene"!
Jeg havde en rimelig ide om ruten nu og jeg satte fart på. (ca. 6.50 min/km). -
Langsomt (!) overhalede jeg flere og flere. Det var alligevel en lækker fornemmelse at kunne løbe fra nogle nu, efter folk havde rendt fra mig hele dagen. (i know jeg er led, men sådan er det altså: den enes død, den andens brød...) Det giver squ energi!
Efter et, tiltrængt, mini cola depot løb jeg videre og stoppede ikke igen - jeg kunne løbe i mål i tiden 7.13.22 (en snit fart på omkring de 8 min/km. - Hvilket siger meget om mit løb: det var en rigtig hård dag!
.jpg)
Ok, jeg skal nok huske at smile næste gang! (billedet er fra
ultratrail.dk)
Ca. 17 min. efter kom min makker i mål, med et stort smil i ansigtet, han fik kort efter jeg forlod ham lidt gang i benene igen og kunne løbe det meste af vejen ind! Vores anden makker fra Skive var kommet i mål på lige under de 7 timer.
Vindertiden blev, imponerende, 5.25.32 og sidste mand kom i mål i tiden 8.34. - Der udgik en del løbere af forskellige årsager.
Jeg føler mig overbevist om, at jeg kunne skære en del tid af, hvis jeg blot havde brugt min sunde fornuft og havde ladet ordenligt op i fredags. - Men jeg gennemførte BEGGE dele og jeg er pissestolt. Hvornår kan man ellers holde intro på studiet om fredagen OG gennemføre et af Danmarks hårdeste ultraløb om lørdagen!
Julsø ultra / montane lakeland 50 er et super, velarragerede løb og event, og får kun top karaktere her fra! - jeg er klar til 'hævnen' næste år ;)
I dag, har dagen bestået af heppning til Skive løbet, hvor min far, min lillesøster og en god kammerat skulle løbe halvmarathon. De sidste to deres første og de gennemførte alle! Super flot!
De næste par dage står på hvil, i hvert fald rent træningsmæssigt, hvor jeg regner med at jeg senere på ugen påbegynder træningen til den næste store udfordring: De 60 km. på Molsruten! - Jeg prøver lige uden alkohol denne gang!
.jpg)
